Kære Annika Aakjær,
Din farmor havde ret. Du var den bedste deroppe på den scene i aftes. Undskyld Allan, Randi og Dorthe og I andre talentfulde mennesker. Men det var hun. I var også gode. Især Allans forunderlige evne til at se de mennesker vi alle kender og sætte melodi på dem og Dorthes sexede og vidunderlige stemme gav dig konkurrence til stregen. Men allerede i første nummer En stille glød i mørket, fik du mig helt i knæ. Din stemme, Allans tekst, teaterets ramme og min egen afdøde bedste var mere end jeg kunne rumme i mig på én gang.
Den kongelige scene var spækket med talent. Maria Timm, Randi Laubæk, Dorthe Gerlach, Marie Bergman og violinisten Jane Clark gjorde alle deres til, at jeg hørte de ellers så velkendte Allan Olsen numre på en ny måde. Hans tekster blev bestemt ikke ringere af at have kvindelige afsendere. Poul Erik Krogen blev endelig hyldet på Det Kongelige, Kongelogen blev fyldt op med Vendelbomålsfællessang og jeg lærte, hvordan engelske låneord også kan oversættes til dialekt, med blot et lille ryst på hovedet. Jeg blev fyldt med en ellers lidt glemt stolthed over at være nordjyde. Det var i sandhed en fantastisk aften fra start til slut.
Så Annika, du må meget gerne indspille den sang og udgive den, og gerne lidt tjept, så jeg kan høre den og dig igen og igen. Indtil da, må vi nyde den version, jeg indtil i aftes, troede var den ultimative bedste. Det var det så ikke. Du gjorde den fuldendt for mig. Tak for det!
OPDATERING:
Dagen efter jeg havde skrevet dette indlæg, linkede Annika Aakjær selv til dette klip fra aftenens koncert, så nu kan du også få hendes version med. Hvis du klikker på ejeren af klippet, kan du se flere af hans videoer fra aftenen på hans Youtubekanal.
Filed under: Anbefalinger, Andres kloge ord, Glæde, God underholdning, Kultur, Musiktekster, Taknemmelighed
